Fortællinger klistrer og befrier

-I Helsingung kan vi tale om problemerne på en måde, hvor vi både bliver klogere på os selv og går lettere ud af døren.
Mor i Helsingung

Vi lever i de fortællinger andre fortæller om os. Mange unge der henvender sig i Helsingung lever i fortællinger, som ikke er til hjælp for dem. Det kan være fortællinger om ”misbrugeren”, ”den afhængige”, ”den man ikke kan stole på” eller alt muligt andet. Fortællinger der er med til at begrænse den unges mulighed for at udvikle sig. Vi ser det som vores opgave at hjælpe med at få adgang til flere fortællinger om den unge og fortykne disse fortællinger. Om hvordan de er en god storebror eller hvordan omsorg er en vigtig værdi eller andre fortællinger om, hvad deres intentioner og værdier har været og hvad de har bestræbt sig på.
Samtidig arbejder vi med at adskille problemet fra personen. De unge er ikke problemet. Det er problemet, der er problemet. Når vi adskiller personen fra problemet, bliver det lettere at arbejde med tingene og også lettere at inddrage familier og andre i samarbejdet. En familiesamtale kan handle om at undersøge trangen til hashrygning frem for at tage udgangspunkt i, at der er et problem med den unge.

Vi er også optagede af positioner. Vi ved, at mange unge ikke bryder sig om at blive sat i en position som en, der skal modtage hjælp for rusmiddelproblemer. Måske fordi det er en menneskelig ting, at vi har brug for at træde værdigt ind i sammenhænge. Vi ved også, at forudsætningen for at kunne skabe forandring er, at vi føler os godt tilpas. Vi tror på, at det gør en forskel for de unge, at vi tænker i ikke at gøre noget ved dem eller for dem, men i stedet etablere nogle fællesskaber og samarbejdsflader, hvor vi gør noget med dem. Det kan være samtaler, hvor vi bruger os selv i en bevidnende hensigt eller et projekt hvor en ung maler en betydningsfuld genstand på væggen. Vores gruppeforløb, hvor unge har lavet julemad med flygtninge og film om ungefortællinger er også eksempler på dette. Flere unge har også været medarrangører og deltagere på vores konferencer om rusmiddelpolitik, om Gode Ungeliv og på en konference, der hed #Uperfekt, der handlede om at udfordre samfundsnormen om, at vi alle skal være perfekte. Alt dette er eksempler på vores praksis, der er med til at skabe værdige fællesskaber. Denne praksis forsøger vi også at etablere, når vi helst skriver statusrapporter sammen med de unge, forbereder møder med de unge eller på andre måder lader de unge tage de skridt, de ønsker med vores opbakning.

Sprog skaber virkeligheder

-Ordet misbrug følger med mig. Og får mig til at føle at jeg ikke er og ikke kan blive god nok.
Ung i Helsingung

I Helsingung bruger vi ikke ordet ”misbrug”. Vi tror på, at sprog skaber virkeligheder og at vi lever i de virkeligheder, der bliver skabt omkring os. Sproget benævner ikke bare. Det skaber. Sproget kan være med til at låse unge i deres muligheder for at skabe forandring og det kan være med til at åbne. Ordet misbrug er for mange unge en låsning, der kan stå i vejen for muligheden for at indgå et samarbejde om at skabe forandring. I stedet interesserer vi os for at udfolde brugbare selvfortællinger, som styrker de unges selvværd og muligheder for at skabe forandring.

Nogle unge kalder sig selv misbrugere. Så ser vi det som vores opgave at undersøge deres virkelighed – ikke at irettesætte den. Vi vil så have fokus på, at der også findes andre fortællinger om de unge og deres liv.