Konferencegruppen

Konferencegruppen er en gruppe for unge, der har lyst til at være kreative, at udtrykke sig og som har noget på hjerte. Gruppen udfærdiger hvert år et produkt til Helsingungs årlige Ungekonference, hvor der deltager en stor gruppe fagprofessionelle fra hele landet, som ønsker at blive klogere og bedre til at hjælpe og støtte unge.

Produktet kan være alt fra kunstneriske udstillinger til workshops. Det er de unge selv, der vælger hvad de vil lave, og hvordan det skal udtrykkes. Fælles for de forskellige konferencegrupper er, at de unge inviteres ind som erfaringseksperter under det tema, som er relevant på årets ungekonference.

Gruppen mødes som regel i tre timer en gang om ugen. En konferencegruppe arbejdede med at dele deres erfaringer med bl.a. ensomhed i en podcastserie kaldet DE UNGE VENDER TILBAGE. En anden konferencegruppe arbejdede med et kunstprojekt om unges oplevelse af at skulle være perfekte. Det var i samarbejde med en kunstner fra Billedskolen. En tredje konferencegruppe lavede en workshop om, hvad det betyder at involvere unge i deres eget forløb. Og den seneste konferencegruppe lavede breve til Ofelia fra Hamlet om bl.a. fællesskabers betydning for et godt liv. Det var i samarbejde med HamletScenen.

Konferencegruppen forløber i en-tre måneder i løbet af anden halvdel af året.

Citater fra de unge der har gået i Konferencegruppen:

Jeg har lært nogle ting om mig selv i forløbet. Jeg har delt noget af det på podcasten, men når man snakker om tingene, så lærer man sig selv bedre at kende efterhånden.

Jeg kan mærke, at jeg nu sidder jeg med en følelse at jeg rent faktisk er stolt af mig selv. Og det synes jeg er helt vildt fedt, fordi sådan har jeg det ikke særlig tit.

Selvfølgelig er det krævende og hårdt til en hvis grad. Men givende ad helvedes til, når det kommer til stykket. Bare sådan en gruppeting er fedt. At skulle arbejde sammen.

Jeg har også lært mig selv rigtig meget bedre at kende. Og jeg synes også de her redskaber, vi har snakket om, som f.eks. åbenhed. Jeg synes, at ved at arbejde med det, er jeg også blevet bedre til rent faktisk at være dét.

Jeg har fået en følelse af, at jeg har opnået noget, og jeg har lært mig selv bedre at kende. Jeg har fået en eller anden tilfredshedsfølelse – altså jeg føler at jeg rent faktisk har bidraget på en eller anden måde – kommet med noget, som nogle andre kan bruge til noget.

”Jeg vil altid anbefale alle former for gruppeforløb i Helsingung. Altid. Om det er det her eller noget andet. Altså jeg håber at jeg også kommer med i den næste gruppe, der bliver skabt her.”

Bliv ringet op

Del